Generationsskifte hos Sølvsten Biler

Den velrenommerede bilforhandler har pr. 9. december 2019 foretaget et generationsskifte i ejerkredsen.

Sølvsten biler, der omfatter bilmærkerne Volkswagen, ŠKODA, SEAT og Audi Servicepartner i Viborg samt Skive Biler, Volkswagen og ŠKODA i Skive, har pr. 9. december 2019 foretaget et generationsskifte i ejerkredsen.

I 2004 erhvervede den lokale erhvervsmand Finn Kjærgaard og daværende salgschef Steffen Christensen Sølvsten Biler sammen med et par folk fra bilbranchen. Siden 2011 har de to være alene om at drive virksomheden; Finn Kjærgaard som arbejdende bestyrelsesformand og Steffen Christensen som direktør med primært fokus på det kommercielle arbejde og den daglige drift.

I perioden har virksomheden udviklet og vokset sig markant, så den i dag er en af landsdelens største og mest anerkendte bilhuse med omkring 100 medarbejdere, fordelt på det nye domicil fra 2018 på Lundborgvej i Viborg og på Katkjærvej i Skive.

Finn Kjærgaard, som er 69 år, udtræder pr. 9/12 2019 af ejerskab og bestyrelse og overlader virksomheden til Steffen Christensen, 47 år: ”Min alder kombineret med et skrantende helbred gør, at jeg nu har fundet tiden moden til at gøre plads til, at Steffen Christensen kan overtage majoritetsposten og firmaets servicechef Michael Mortensen, 48 år, kan optages som medejer. Dette glæder mig, så ved jeg, at virksomheden er i de bedste hænder”.

Michael Mortensen, der netop har haft 10-års jubilæum, har haft en stor betydning for den positive udvikling af virksomheden og har desuden haft en væsentlig rolle i det store, nu afsluttede byggeprojekt på Lundborgvej.

Det har været meget vigtigt for Finn Kjærgaard og Steffen Christensen at sikre et solidt fundament for Sølvsten Bilers fortsatte virke og ekspansion og at bevare en sund og stærk virksomhed for de mange dygtige medarbejdere, ligesom det lokale ejerskab vægtes højt.

Derfor har Finn Kjærgaard også valgt fortsat, at medvirke til finansieringen af generationsskiftet.

Af samme grund er investeringsselskabet Anders Brøndum Holding, administreret af direktør Niels Egon Stilling, indtrådt som medinvestor.

”Vi ser frem til at møde fremtidens udfordringer med et stærkt ejerskab og team af loyale og dedikerede medarbejdere og et topmoderne bilhus med succesfulde bilmærker”, lyder det fra direktør Steffen Christensen.

Finn Kjærgaard vil fortsat være tilknyttet virksomheden i 2020 og medvirke til at de mange arbejdsopgaver, der har været varetaget af Finn Kjærgaard, overdrages til virksomhedens nye ledelse.

Evt. henvendelse – Dir. Steffen Christensen 23611013

Fra venstre ses Steffen Christensen, Finn Kjærgaard og Michael Mortensen